- Jeg er født ind i landbruget med de værdier, der knytter sig til det. Spar på ressourcerne. Spis op. Lad ikke noget gå til spilde, konstaterer Anders Tækker Rasmussen og fortsætter:
- De værdier er fulgt med mig. De sidder fast. Og det er dejligt at mærke, at de også er vendt tilbage blandt danskerne i det hele taget. De ting, jeg lærte af mine bedsteforældre, de kommer igen. Selv om det ikke længere er økonomien, der tvinger os til det.
Med en opvækst på et landsted, som hans far havde overtaget fra farfaren, blev kærligheden til landbrugets kultur og værdier sået i Anders fra barnsben. Det lå da også i kortene, at han skulle overtage landbruget fra faren. Han tog en landbrugsuddannelse – men så førte vejen alligevel et andet sted hen
- Landbruget er vildt meningsfuldt. Du producerer fødevarer. Du bidrager til Danmarks økonomi. Du går ude i den frie natur dag efter dag … Men det er også virkelig hårdt arbejde, og det er ikke kun dig, der er landmand; det er familien, konstaterer Anders.