Logo

Stor jubilæumsfest i Tranbjerg

30. August 2022

Djurslands Bank fejrer her i august 25 års jubilæum i Tranbjerg. Det blev markeret med en stor fest for byens borgere fredag 26. august med besøg af Flying Superkids Junior.

Det er her i august 25 år siden, Djurslands Bank åbnede i Tranbjerg – med en central beliggenhed på Tranbjerg Hovedgade ved indkørslen til byen. Jubilæet blev markeret fredag 26. august med en stor fest for byens borgere, og udover et perfekt sensommervejr, så var alle sejl sat til.

- Vi er her i banken utroligt glade for den store opbakning, som vi får her i Tranbjerg og i byerne omkring os. Det gælder i hverdagen, og det gælder, når vi stabler en fest på benene som i fredags. Jeg vil skønne, at vi havde besøg af cirka 600 gæster i løbet af eftermiddagen – og det er jo helt fantastisk. Tusind tak for den store opbakning, lyder det fra filialdirektør Søren T. G. Sørensen fra Djurslands Bank.

Noget af det, der var med til at tiltrække specielt børnefamilierne, var et show med Flying Superkids Junior. De dygtige gymnaster gav den fuld skrue med saltomortaler, spring på trampolin, dans og underholdning.

- Jeg tror helt sikkert, at vores gæster fik en rigtig god oplevelse og nød det flotte show. Solen skinnede, og gymnasterne fik virkelig vist, hvor dygtige de er. Vi er glade for, at vi på denne måde har kunnet give lidt tilbage til Tranbjerg, lyder det fra filialdirektøren.

Ud over show med Flying Superkids Junior var der musikalsk underholdning, der blev serveret øl, sodavand, grillpølser, pandekager, kagemænd/kagekoner og meget mere.

img img