16. marts 2026
Djurslands Bank deltog igen i år i Pengeugen. I år sendte vi forskellige rådgivere og finanstrainees fra UngBank afsted for at undervise skoleeleverne.

I løbet af Pengeugen besøgte de Lystrup Skole, Hornslet Skole, Tirsdalens Skole, Randers Real og Tradium. Her underviste de eleverne i emner som renter, budgettering, forbrug, opsparing og digital svindel.
I år har Pengeugen haft særligt fokus på, hvem de unge lytter til på nettet, når det kommer til gode og dårlige økonomiske råd.
Som noget nyt i år har de unge får mulighed for at arbejde med realistiske dilemmaer, som de allerede nu støder på i deres hverdag. For når drømmene er større end økonomien, kan det være svært at træffe de bedste valg.
Ud over de konkrete økonomiske dilemmaer rettes der også fokus mod de inspirationskilder, der påvirker unges forbrug og pengevaner. Det handler om at få dem til at overveje, hvem de egentlig lytter til – både når det gælder de gode råd og de knap så konstruktive økonomiske tips, de møder på nettet.
Eleverne var meget engagerede og delte villigt ud af deres egne erfaringer, hvilket gjorde undervisningen både relevant og inspirerende.
- Vi brugte tiden på at inspirere dem og give realistiske dilemmaer med plads til refleksion og gode spørgsmål, fortæller Jesper Sørensen, teamleder i UngBank i Djurslands Bank og fortsætter:
- Vi vil gerne møde de unge lige der i hverdagen, hvor de skal træffe økonomiske valg, der kan være svære - hvor man står og vipper mellem fornuft og følelser.
Det er 13. år i træk, at Finans Danmark afholder Pengeuge, og det sker med støtte fra blandt andre Nationalbanken, Finanstilsynet og Danmarks Matematiklærerforening.