Spring til indhold
Logo

Ny kreditdirektør i Djurslands Bank

24. juni 2025

Bankens nye kreditdirektør er hentet fra egne rækker og hedder fra 1. juli Alexander Brund Haarløv.

Djurslands Bank kan i dag, 24. juni, offentliggøre, at bankens nye kreditdirektør hedder Alexander Brund Haarløv. Med virkning fra 1. juli 2025 tiltræder han dermed stillingen som kreditdirektør i banken. 

Alexander Brund Haarløv startede som kreditspecialist i Djurslands Bank i august 2020 og er således et kendt ansigt i banken. Han blev i april 2024 forfremmet til Kreditchef for erhvervsområdet og kender derfor banken og ikke mindst bankens kreditprocesser indgående.

-    Jeg er utroligt glad for og stolt over, at vi internt i banken har kunnet finde en yderst kompetent og dygtig kandidat til stillingen som kreditdirektør. Jeg er overbevist om, at vi med Alexander får en kreditdirektør, som både er faglig dygtig og som samtidigt er meget vellidt i banken. Han kender banken, og jeg er sikker på, at vi dermed har sikret en god grobund for yderligere sund udvikling på kreditområdet, siger administrerende direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard. 

38-årige Alexander Brund Haarløv bor i Hørning med sin familie og har en baggrund som cand. merc. i finansiering fra Aarhus Universitet. Han besidder en bred erfaring indenfor erhvervsrådgivning, i særdeleshed indenfor ejendomssegmentet, og har i sit arbejde for Djurslands Bank fået indgående kendskab til og erfaring med kreditindstillinger til privat- og erhvervskunder, med alle øvrige opgaver indenfor kreditområdet og med ledelse. 

I forbindelse med tiltrædelsen som kreditdirektør indtræder Alexander samtidigt i bankens øverste ledelse.

Nuværende kreditdirektør Helle Møller Albrecht fratræder sin stilling pr. 30. juni med et ønske om fremover at arbejde med bl.a. bestyrelsesopgaver. 

- Helle har i de fem år, hun har været ansat for banken, gjort en rigtig stor indsats. Det vil jeg og bankens øvrige ledelse gerne takke hende for, og vi ønsker Helle alt godt fremover, lyder det fra Sigurd Bohlbro Simmelsgaard.

For yderligere information kontakt:

Administrerende direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard, tlf. 8630 3148, mobil 2059 6007