23. marts 2026
Djurslands Bank udvider endnu en gang sin tilstedeværelse i Aarhus og åbner en ny filial på Kystvejen - målrettet de mange beboere og virksomheder på Aarhus Ø. Den nye filial etableres som en ”filial i filialen” i bankens eksisterende afdeling på hjørnet af Nørreport og Kystvejen og forventes klar 1. september 2026.

Etableringen er en del af bankens strategi - Djurslands Bank - din foretrukne, lokal og ligetil - og skal understøtte den fortsatte vækst i Østjylland.
- Aarhus er et af vores stærkeste vækstområder, og vi mærker tydeligt, at flere aarhusianere aktivt vælger en lokal og nærværende bank. Med vores centrale placering i midtbyen og en ny enhed med dedikerede og lokale kolleger på Kystvejen får vi endnu bedre mulighed for at være synlige og tilgængelige - særligt for beboerne på Aarhus Ø, siger administrerende direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard.
Efterspørgslen efter specialiseret rådgivning inden for bolig, investering, pension og forsikring er stigende, og lige præcis her ser Djurslands Bank et stort potentiale.
- Mange af dem, der bor eller vælger at bosætte sig på Aarhus Ø, kommer måske fra parcelhuse i forstæderne eller andre steder og har helt naturligt høje forventninger til deres bank. De forventninger matcher vores stærke rådgivningskompetencer, og derfor giver det rigtig god mening at styrke vores lokale tilstedeværelse netop her, uddyber Sigurd Bohlbro Simmelsgaard.
Udvidelsen skal styrke bankens samlede position i Aarhus C og samtidig bygge videre på den solide vækst, den eksisterende Aarhus-filial allerede oplever - særligt blandt yngre kunder og førstegangskøbere.
- Vi investerer i Aarhus, fordi vi helhjertet tror på vores rolle som byens lokale bank. Vi vil være tæt på kunderne, synlige i bybilledet og en aktiv del af de nye kvarterer - ikke mindst omkring Aarhus Ø. Som hovedsponsor for Skanderborg AGF Håndbold, Djurslands Bank Arena, bankens involvering i kulturlivet med Aarhus Teater, Musikhuset, Aros og Aarhus Festuge, så understreger vi med denne etablering, at vi er byens bank i hele Aarhus-området, siger direktøren.
Den nye filial forventes at være klar til at slå dørene op 1. september 2026, og allerede nu er rekruttering af en leder og de rådgivere, der skal servicere kunderne, i gang. De nye kvadratmeter på Kystvejen indrettes i forbindelse med en større ombygning, hvor både mødefaciliteter og kantineforhold opgraderes.