Logo

Ny bankdirektør i Djurslands Bank er nu startet

6. March 2023

Sigurd Linde Simmelsgaard er pr. 6. marts tiltrådt som bankdirektør i Djurslands Bank og indgår dermed i bankens direktion. Han overtager posten som administrerende direktør, når Lars Møller Kristensen lader sig pensionere pr. 30. juni.

Djurslands Bank har nu budt velkommen til Sigurd Linde Simmelsgaard, som er startet som bankdirektør og medlem af direktionen. Fra 1. juni 2023 overtager Sigurd stillingen som administrerende direktør, hvorefter Lars Møller Kristensen, efter 20 år i Djurslands Bank, afvikler sine sidste opgaver og fratræder sin stilling 30. juni.

53-årige Sigurd Linde Simmelsgaard har stor ledelseserfaring fra den finansielle sektor; en erfaring som han nu glæder sig til at bringe i spil i Djurslands Bank.

- Der er ingen tvivl om, at Djurslands Bank er en veldrevet bank med dygtige og engagerede medarbejdere, som skaber gode resultater, og det glæder jeg mig til at blive en del af, siger bankdirektør Sigurd Linde Simmelsgaard.

De første måneder bliver et parløb med administrerende direktør Lars Møller Kristensen og giver således tid til, at den nye bankdirektør kan få sine nye opgaver ind under huden.

- Jeg vil naturligvis gå ydmygt til opgaven og lære banken og mine nye kolleger at kende. Det er første step. Mine ambitioner handler meget om at fortsætte den gode udvikling, som banken er i og bringe min egen ledelseserfaring i spil for at bevare retningen, siger Sigurd Linde Simmelsgaard.

Ny direktør med stor ledelseserfaring

Sigurd Linde Simmelsgaard har en lang karriere i den finansielle sektor bag sig og kommer senest fra en stilling som områdedirektør for kreditområdet og medlem af den øverste ledelse i Sparekassen Kronjylland. Før dette var han erhvervsdirektør i Sydbank region Aarhus og direktør for område Gråsten i Sydbank, og han har desuden bestridt mange forskellige jobområder indenfor i særdeleshed erhvervsområdet.

Uddannelsesmæssigt har han en HD i regnskab og finansiering, CBA fra AVT Business School samt en Master i Ledelse fra Finanssektorens Uddannelsescenter.

Og hvem er han så – Sigurd Linde Simmelsgaard – når han træder ind ad døren i Djurslands Bank?

- Jeg er nok en person, der er meget nysgerrig på mennesker. Jeg interesserer mig for, hvad folk mener og hvad de laver – og jeg tror på, at dét at have fokus på dialog er rigtigt vigtigt. Min egen ledelsesstil er nok også meget baseret på dialog, og det gælder både i forhold til kolleger, kunder og øvrige samarbejdspartnere, siger han.

Den private bopæl vil den nye bankdirektør fremover dele mellem Aarhus og Grenaa. Han bor sammen med sin kæreste, Dorthe, og har fire børn i alderen fra 13 år til 22 år, hvoraf de to er hjemmeboende.

Reception 2. juni

Banken holder reception for Lars Møller Kristensen og Sigurd Linde Simmelsgaard fredag 2. juni, hvor der er mulighed for at sige både farvel og goddag. Tidspunkt og sted annonceres på et senere tidspunkt.