15. august 2025
Djurslands Bank har haft et stærkt og tilfredsstillende første halvår af 2025, hvor resultatet før skat landede på 137,9 mio. kr. – lidt over forventning, men et fald på 15,1 % i forhold til samme periode sidste år.

Med det netop offentliggjorte halvårsregnskab står Djurslands Bank godt rustet til resten af regnskabsåret.
- Verdens uro påvirker ikke bankens drift markant – vores kunder har generelt en sund økonomi og griber de muligheder, der opstår. Det er helt sikkert de præmisser, som er med til at sikre bankens gode resultat og ry som en solid og selvstændig lokalbank, siger administrerende direktør Sigurd Simmelsgaard.
Halvårsresultatet før skat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 15,5% p.a., hvilket bankens bestyrelse vurderer som meget tilfredsstillende.
Bankens samlede forretningsomfang steg med 5,7 % i 2. kvartal og udgør nu 22 mia. kr. – en stigning på 16,1 % sammenlignet med 2024. Der har været høj aktivitet inden for boligfinansiering og en fortsat tilgang af nye privat- og erhvervskunder.
- Tillid og kendskab til kunden er afgørende – og det er vi rigtig gode til i Djurslands Bank. Vores rådgivere lykkes med at skabe merværdi for både privat- og erhvervskunder, og koblet sammen med vores fokus på at være på forkant og give noget igen både til kunderne og til de områder, hvor vi har filialer, er jeg sikker på, at vi bliver opfattet som en attraktiv samarbejdspartner – uanset om man er privat- erhvervs- eller Private Banking kunde, lyder det fra bankdirektøren.
Forventningerne til regnskabsåret 2025 fastholdes i intervallet 230-270 mio. kr. Forventningerne fastholdes på grund af den fortsatte usikkerhed i forhold til rentemiljøet resten af året.
Læs mere om bankens regnskab her, eller læs halvårsrapporten for 2025.