Logo

Generalforsamling: Aktionærerne kan igen i år se frem til et højt udbytte

19. March 2025

Djurslands Bank afviklede tirsdag 18. marts bankens årlige ordinære generalforsamling i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Tre nye medlemmer blev på samme tid valgt ind i bankens repræsentantskab.

Regnskabsmæssigt blev 2024 endnu engang et særdeles positivt år for Djurslands Bank. Det er især stigende aktiviteter, lave nedskrivninger og et fornuftigt omkostningsniveau, som er med til at sikre et godt årsresultat. 

- Vi har i hele 2024 hjulpet bankens kunder med gode løsninger, og det gælder både på privat-, erhvervs- og på Private Banking området. Det har alt sammen medvirket til, at vi har opnået så flot et resultat, som vi har. Jeg er derfor rigtig glad for, at generalforsamlingen her i dag har godkendt bankens regnskab, ligesom indstillingen om udbyttebetaling til aktionærerne blev godkendt, siger administrerende direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard.  

Bankens generalforsamling var dermed enig i at sende en del af nettooverskuddet tilbage til aktionærerne i form af et udbytte på 30 kr. pr. aktie. Dette er dermed en gentagelse af sidste års ekstraordinært høje udbyttebetaling på tilsvarende 30 kr.  

- I et år hvor det er gået bedre end forventet, er jeg utrolig glad for, at vi på denne måde kan være med til at give et flot udbytte tilbage til aktionærerne, hvor størsteparten er lokale aktionærer i de byer, hvor vi har filialer, siger bankens direktør.  

Hvor en lovpligtig generalforsamling mest handler om fremlæggelse af nøgletal og diverse rapporteringer, så kan bankens aktionærer se frem til mere underholdning til aktionærmødet i Grenaa 25. marts. Her byder banken på middag og besøg af comedygruppen, Specialklassen.  

Valg til repræsentantskab

Der blev som en del af årets generalforsamling indstillet og valgt tre nye medlemmer til bankens repræsentantskab: 

  • Finn Damgaard, Skanderborg 

  • Helene Lindholm, Hinnerup 

  • Niels Ole Birk, Vivild.  

Finn Damgaard Adm. direktør for Damgaard Ejendomme. Helene Riis Lindholm direktør for Krifa. Billede af Niels Ole Birk fra Venstre (V) i Norddjurs Kommune.
Finn DamgaardHelene LindholmNiels Ole Birk