Logo

Generalforsamling: 2022 blev et år med rekordresultat

16. March 2023

Djurslands Bank afviklede onsdag 15. marts bankens årlige ordinære generalforsamling i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, hvor der også blev valgt fem nye medlemmer ind i bankens repræsentantskab.

Det er især et ekstraordinært højt aktivitetsniveau på boligområdet og vækst i bankens udlån, som sikrede banken et regnskabsår med et meget tilfredsstillende resultat før skat på 160,8 mio. kroner. Det kunne Djurslands Banks formand samt direktør berette om til den årlige generalforsamling i Grenaa onsdag 15. marts, hvor cirka 85 af bankens aktionærer deltog.

- Resultatet for 2022 var rigtigt flot, så det var en positiv årsrapport, vi kunne fremvise for generalforsamlingen her i Grenaa. Boligområdet var rødglødende i 2022; specielt fordi en stigende rente gjorde det attraktivt for mange at omlægge realkreditlån og dermed skære af restgælden i deres hus, siger bankdirektør Lars Møller Kristensen og henviser til, at banken også i 2022 fortsat er lykkedes med at tiltrække nye kunder både på privat- og erhvervsområdet og være proaktive og aktive i kunderådgivningen.

Hvor generalforsamlingen mest handlede om fremlæggelse af tallene samt diverse lovpligtige rapporteringer, så kan bankens aktionærer se frem til mere underholdning til næste uges aktionærmøder i henholdsvis Aarhus og Grenaa. Her byder banken på middag og besøg af den verdenskendte danske magiker og entertainer, Henrik Svanekiær.

Valg til repræsentantskab

Der blev som en del af årets generalforsamling indstillet og valgt fem nye medlemmer til bankens repræsentantskab:

  • Christina Grejs, Risskov. Praktiserende læge og partner i Tilst Lægehus.
  • Claus Hvass, Galten. Selvstændig erhvervsdrivende og indehaver af Tøjbutikken Claus Hvass i Hinnerup.
  • Louise Hou Krag, Randers. Chef for bystrategisk udvikling i Bysekretariatet i
    Randers.
  • Line Meldgaard-Heilesen, Åbyhøj. Advokat i advokatfirmaet Line Meldgaard-Heilesen.
  • Christian Møller, Aarhus Ø. Udviklingschef på Randers Realskole.
img
Christina Grejs
img
Claus Hvass
img
Louise Hou Krag
img
Line Meldgaard-Heilesen
img
Christian Møller