Logo

Djurslands Bank tilbyder nu landbrugsforsikringer i samarbejde med Alm. Brand

1. November 2022

Fra den 30. september tilbyder Djurslands Bank forsikringer målrettet bankens mange landbrugskunder. Det sker i samarbejde med forsikringsselskabet Alm. Brand.

- Vi er rigtig glade for nu at kunne tilbyde disse konkurrencedygtige forsikringsprodukter til vores mange landbrugskunder. Det gør os i stand til at levere 360 graders service via vores dygtige landbrugsrådgivere i samarbejde med Alm. Brands landbrugsassurandører, og for kunden betyder det muligheden for at samle sine bank- og forsikringsprodukter ét sted, siger Jesper Vernegaard, vicedirektør i Djurslands Bank.

Vicedirektøren fremhæver, at det i mange sammenhænge, hvor kunden i forvejen er i dialog med banken, kan være en fordel at bringe forsikringsrådgivningen i spil.

- Det kan for eksempel være, når landbrugsrådgiveren og kunden taler om en ny maskine til gården før det egentlige køb. Her vil det være oplagt også at tale forsikring,” siger Jesper Vernegaard.

Udover forsikringsprodukterne tilbyder Djurslands Bank ydermere fra årsskiftet en værdipakke, som er tilpasset de særlige behov, et landbrugserhverv i omstilling står med. Det sker ligeledes i samarbejde med Alm. Brand og en række øvrige partnere. Tilbuddet vil bl.a. indeholde:

  • Et skadeforebyggelsestjek, som bliver leveret af Alm. Brands egne specialister samt G4S, og via Erhvervssikring er finansieret af Østifterne.
  • En beredskabsplan udviklet til det enkelte landbrug i tæt samarbejde med kunden.
  • Et udvidet arbejdsskadetjek fra SEGES
  • En forsikring af sygedriftstab målrettet landbrugeren, leveret af Alm. Brand.
  • Et Klimaværktøj fra SEGES.

- Vi er rigtig glade for nu at kunne tilbyde vores vigtige landbrugskunder denne forsikringspakke, der er nøje afstemt og målrettet landbrugets særlige behov. Landbruget gennemgår i disse år en stor omstilling, og det er en kerneopgave for os som finansieringspartner at følge udviklingen og honorere de behov, landbrugskunderne står med. Derfor glæder vi os over denne nye aftale med Alm. Brand, der gør os i stand til at leve op til netop den målsætning, siger vicedirektør Jesper Vernegaard.