4. februar 2026
Djurslands Bank har for regnskabsåret 2025 leveret et meget tilfredsstillende resultat før skat på 329,2 mio. kroner. Banken afslutter dermed regnskabsåret med det bedste resultat i bankens historie, rekordmange nye kunder og en position som en af regionens mest velrenommerede banker.

Det er en meget tilfreds administrerende direktør, som i dag præsenterer bankens årsregnskab.
- Med det flotte resultat for 2025 - endda 2 mio. kr. højere end rekordåret 2024 - viser vi vores styrke som en stærk lokalbank, og det er jeg meget glad for. Vi vil ikke købes, vi vil ikke købe andre, og vi fortsætter som en selvstændig bank med fokus på det værditilbud, vi giver kunder og aktionærer, siger administrerende direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard.
Banken oplever fortsat en solid tilgang af privatkunder, erhvervskunder og Private Banking-kunder. Som boligbank står Djurslands Bank stærkt i rådgivningen af kunder, der ønsker tryghed og overblik i deres boligøkonomi. Samtidig oplever banken, at erhvervskunder i stigende grad vælger Djurslands Bank som samarbejdspartner, når de ønsker at udvikle deres forretning sammen med en lokal og nærværende bank.
Kundetilgangen er et resultat af bankens stærke fundament. Dette fundament er i 2025 blevet yderligere styrket gennem arbejdet med en ny strategi, der bygger videre på sunde værdier og understøtter visionen om Djurslands Bank - din foretrukne - lokal og ligetil.
- Målet med den nye strategi er at skabe merværdi for kunderne, sikre attraktive afkast til aktionærerne og fastholde banken som en god arbejdsplads. Vi har fokus på trivsel og på at være Danmarks mest menneskelige arbejdsplads, og så skal vi være på forkant overfor kunderne – det er mere vigtigt end nogensinde før, siger direktøren.
Banken sender igen i år en del af nettooverskuddet tilbage til aktionærerne - både som udbytte og gennem annullering af tilbagekøbte aktier. Dette indstilles til godkendelse på bankens generalforsamling 17. marts.
For 2026 forventer bankens ledelse et resultat før skat i niveauet 240 til 280 mio. kr., hvilket blev udmeldt i bankens fondsbørsmeddelelse 2/2026 af 12. januar 2026.
Læs mere om bankens regnskab her. Du kan også se årsrapport for 2025 (xhtml) eller årsrapport for 2025 (pdf).