Logo

Djurslands Bank Hornslet Arena – nyt navn på hallen

16. May 2025

Hornslet Hallen har fået nyt navn, og det bliver markeret med en stor familiedag til august.

Områdedirektør Peter Bredal, centerleder Karsten Nissen og Finansrådgiver og souschef Jimmi Skov foran Djurslands Bank Hornslet Arena

Djurslands Bank har netop indgået et samarbejde om endnu en arena, som skal bære bankens bank – denne gang i Hornslet. 

- Vi er meget stolte over, at vi nu har fået bankens navn på facaden af hallen i Hornslet. Det er en hal, som rigtigt mange børn og voksne i Hornslet bruger i hverdagen, så jeg er virkelig glad for, at vi kan støtte op omkring dette, siger souschef i Djurslands Bank i Hornslet, Jimmi Skov. 

Djurslands Bank har haft en velfungerende filial i Hornslet siden 1985. Med et øget engagement omkring hallerne i Hornslet, hvor en stor del af byens fritidsliv foregår, viser banken dermed tydeligt sin opbakning til byens borgere. 

- Vi er en lokal bank og en lokal sparringspartner. Med Djurslands Bank Hornslet Arena viser vi helt tydeligt vores store engagement og bankens stærke opbakning til det lokale foreningsliv, som er så vigtigt – og i særdeleshed også i en by som Hornslet. Det er vi stolte over at være en del af, siger Peter Bredal, områdedirektør i Djurslands Bank.  

På billedet ses Peter Bredal sammen med centerleder Karsten Nissen og Jimmi Skov. 

Familiedag til august 

Navneskiftet bliver markeret fredag 29. august, hvor banken inviterer til en festlig familiedag med forskellige børne-aktiviteter foran Djurslands Bank Hornslet Arena. Det kommer til at foregå fra kl. 15.30 til 19.