Djurslands Bank deltager i Pengeuge 2025
17. March 2025
Djurslands Bank deltog igen i år i Pengeugen. I år havde vi sendt finanstrainee Sebastian Paysen, finansøkonompraktikant Magnus Filtenborg Jakobsen og leder af UngBank Kirsten Fruerlund.

I løbet af Pengeugen besøgte de Marienhoffskolen i Ryomgård (9.b), Auning Skole (8.b) og Randers Real (alle 9. klasser). Her underviste de eleverne i emner som renter, budgettering, forbrug, opsparing og digital svindel.
Eleverne var meget engagerede og delte villigt ud af deres drømme for fremtiden, hvilket gjorde undervisningen både relevant og inspirerende.
- Vi var meget imponerede over, hvor engagerede de unge var og hvor meget de bød ind med egne drømme – alt fra drømme om uddannelser og fremtidige jobs til biler, bolig og rejser. De unge havde mange gode idéer til, hvordan man kan få råd til det, man drømmer om, og flere af dem havde fritidsjobs, fortæller Kirsten Fruerlund, leder i UngBank i Djurslands Bank og fortsætter:
- Det er fedt at møde de unge i øjenhøjde og bidrage til at integrere privatøkonomi i undervisningen. Vi håber at kunne være med til at give de unge en god start på voksenlivet og til håndtering af deres egen økonomi.
Det er 12. år i træk, at Finans Danmark afholder Pengeuge, og det sker med støtte fra blandt andre Nationalbanken, Finanstilsynet og Danmarks Matematiklærerforening.