Logo

Djurslands Bank deltager i Pengeuge

14. March 2024

Der er Pengeuge i hele landet i denne uge, og Djurslands Bank sendte to unge rådgivere til Hornslet Skole for at undervise 9.B. i økonomi.

Djurslands Bank deltager i årets Pengeuge og bakker på den måde op om at undervise de unge i 7.-9. klasse om f.eks. renter, inflation og hvordan de håndterer budgetter, forbrug, opsparing – og hvordan de også skal passe på digital svindel.

- Det er helt fantastisk at opleve, hvor interesserede de unge mennesker er i at dele deres drømme med os. De unge drømmer om at kunne rejse, inden de bliver voksne – og så er dét med at kunne lægge et budget og lave en opsparing jo vigtigt. Nogle af eleverne sagde selv, at de ofte kom til at bruge pengene på snacks, hvor andre er gode til at flytte noget af lønnen fra deres fritidsjob over på en opsparingskonto, fortæller Kristina Bruse Christiansen, leder af UngBank i Djurslands Bank og fortsætter:

- Vi drøftede også, hvad det betyder, når man låner penge, og hvad sådan noget som ÅOP egentligt er for noget. De unge havde virkeligt mange gode spørgsmål, og jeg tror da helt bestemt, at vi har været med til at sætte nogle tanker i gang hos dem.

Det er 11. år i træk, at Finans Danmark afholder Pengeuge, og det sker med støtte fra blandt andre Nationalbanken, Finanstilsynet og Danmarks Matematiklærerforening.

Djurslands Bank havde i dag sendt finanstrainee Nicklas Christiansen og finansøkonompraktikant Anders Knude til Hornslet Skole. Her besøgte de, sammen med UngBank-leder Kristina Bruse Christiansen, 9.B.