Logo

Djurslands Bank deltager i Pengeuge

15. March 2023

Der er Pengeuge i hele landet i denne uge, og Djurslands Bank har igen i år sendt rådgivere ud på forskellige skoler for at undervise unge mennesker i økonomi.

Djurslands Bank deltager i årets Pengeuge og bakker på den måde op om at undervise de unge i 7.-9. klasse om f.eks. renter, inflation og hvordan de håndterer budgetter, forbrug og opsparing.

Som noget nyt skal eleverne i år også høre og lære om risikoen for at blive brugt som muldyr, når kriminelle forsøger at hvidvaske penge fra organiseret kriminalitet.

- Det er helt fantastisk at opleve, hvor interesserede de unge mennesker er i at dele deres drømme med os. For økonomi handler jo i bund og grund om at kunne opfylde drømme – både nu men også senere i livet. I de klasser, hvor vi har været ude, har de haft rigtigt mange gode spørgsmål om skat og om dét at låne penge – og jeg er ret sikker på, at vi har været med til at give dem en god viden, som de tager med sig, fortæller Kristina Bruse Christiansen, leder af UngBank i Djurslands Bank.

Det er 10. år i træk, at Finans Danmark afholder Pengeuge, og det sker med støtte fra blandt andre Nationalbanken, Finanstilsynet og Danmarks Matematiklærerforening.

Djurslands Bank har haft rådgivere ude på Auning Skole, Ellevangskolen i Risskov, Stilling Skole og Norddjurs Friskole i Grenaa.