Logo

Djurslands Bank åbner ny filial i Skanderborg - og er ny hovedsponsor for Skanderborg Aarhus Håndbold i herrehåndbold-ligaen fra sæsonen 2022/2023

25. April 2022

Djurslands Bank vender nu blikket mod Skanderborg og åbner ny filial i centrum af byen. Åbningen sker efter sommerferien. Samtidigt er Djurslands Bank ny hovedsponsor for Skanderborg Aarhus Håndbold.

Banken med hovedkontor i Grenaa har i forvejen 14 filialer, hvoraf syv af disse ligger i og omkring Aarhus. Det er derfor helt naturligt, at banken udvider sit markedsområde med en ny filial i Skanderborg.

- Vi har længe fulgt med i udviklingen i Skanderborg, hvor vi ser en driftig udvikling med stort potentiale for fortsat vækst – og det gælder såvel i Skanderborg by som i hele kommunen. Dette er ikke mindst i forhold til byens muligheder samt den infrastruktur, der kendetegner området til gavn for såvel erhvervslivet som de familier, der bosætter sig her, siger bankdirektør Lars Møller Kristensen og fortsætter:
- Djurslands Bank er en rådgivningsbank, der er tæt på kunderne. Jeg er helt overbevist om, at vores kompetente rådgivning indenfor bolig, pension, investering og forsikring vil leve op til kundernes behov i Skanderborg.

Djurslands Bank forventer at slå dørene op for den nye filial i Skanderborg efter sommerferien. Beliggenheden er helt centralt med adresse på Adelgade 85A – i Lagkagehusets tidligere lokaler.

Ny hovedsponsor for byens håndboldflagskib

Djurslands Bank er kendetegnet som en lokalbank, der er tæt på lokalsamfundet og de lokale virksomheder. Men også som en bank som støtter idrætslivet.

- At være lokal og bakke op om lokalsamfundet forpligter. Vi er i banken derfor også stolte over, at vi samtidig med nyheden om at vi åbner filial i Skanderborg kan fortælle, at vi fra 1. juli 2022 er ny hovedsponsor for herreligaholdet Skanderborg Aarhus Håndbold. Et hovedsponsorat, der skal være med til at sikre, at områdets flagskib indenfor håndbold og ikke mindst den talentudvikling, der også sker i klubben og i samarbejdsklubberne, kan fortsætte. Vi vil dermed være med til at sikre, at Skanderborg Aarhus Håndbolds vision om at ligge i toppen af herrehåndboldligaen kan realiseres, lyder det fra Lars Møller Kristensen.

Som lokalbank støtter Djurslands Bank breddeidrætten med lokale samarbejder, hvilket også vil ske i Skanderborg.

Den endelig åbningsdag for bankens nye filial er endnu ikke fastsat, ligesom det endelige team heller ikke er ansat endnu.

- Rekrutteringsprocessen er igangsat, men der er stadig mulighed for at komme med på holdet. Så er du klar til nye udfordringer i en lokalbank, der er kendt for at være lokal og synlig med en stor involvering i lokalområdet, så tøv ikke med at kontakte os, lyder det fra bankdirektør Lars Møller Kristensen.