Logo

Djurslands Bank åbner ny filial i Højbjerg

20. March 2024

Djurslands Bank åbner i Højbjerg med en central placering på Oddervej. Det forventes, at dørene slås op for den nye lokalbank til september 2024.

Djurslands Bank er klar til at åbne en filial i endnu et lokalområde i Aarhus. Denne gang i Højbjerg.

- Vi glæder os utroligt meget til at åbne en ny bank i Højbjerg. Der er ingen tvivl om, at Højbjerg og Skåde er et meget attraktivt område, og vi ser helt klart et uopdyrket potentiale for at kunne tilbyde kunderne en rigtig stærk lokalbank for alle, der bor i den sydlige del af Aarhus. Jeg tør godt kalde os for ”byens bank” i Aarhus med Djurslands Bank Arena i baghaven og hele det markante projekt omkring Kongelunden, som vi nu kommer endnu tættere på, siger administrerende direktør Sigurd Simmelsgaard. 

Det er Djurslands Banks strategi at vækste ved at øge antallet af filialer. Åbningen af en filial i Højbjerg er dermed et skridt mod en mere massiv tilstedeværelse i Aarhus. 

- I Djurslands Bank prioriterer vi at tilbyde kunderne fysiske filialer, fordi vi tror på den personlige relation og muligheden for nemt at kunne besøge sin bank. Kombineret med digitale løsninger som en optimeret mobilbank har vi dermed kunderne for øje i alt, hvad vi gør, forklarer bankdirektøren. 

Privatbank – og erhvervsbank

Djurslands Bank har i forvejen 15 fysiske filialer i Aarhus-området, Randers, Grenaa og på Djursland og åbnede senest en filial i Skanderborg i efteråret 2022. Med åbningen i Højbjerg ønsker banken at cementere sit ønske om at være en markant og synlig samarbejdspartner for såvel privatkunder som erhvervsvirksomheder, som ønsker en stærk lokalbank. 

- Djurslands Bank er en rådgivningsbank, der er tæt på kunderne. Med etablering af filialen i Højbjerg og med tilbud om kompetent rådgivning indenfor bolig, pension, investering, forsikring og private banking er jeg overbevist om, at vi kan leve op til kundernes behov i den sydlige del af Aarhus. Det gælder i forhold til privatkunder, og så gælder det naturligvis også overfor erhvervsvirksomheder, hvor vi ser et stort potentiale, fortæller Sigurd Simmelsgaard. 

Forventet åbning 1. september 2024

Djurslands Bank forventer at kunne slå dørene op til den nye filial til september og har igangsat en rekrutteringsproces for at samle et stærkt team af op mod ni privat- og erhvervsrådgivere.

Vil du med på holdet?

Vi er i fuld gang med at sætte holdet til den nye filial i Højbjerg og søger i den forbindelse nogle nye kollegaer: