Logo

Kasserne forbliver lukkede - også efter coronakrisen

20. August 2021

Forbrugsadfærden under og efter coronakrisen er ændret, og brugen af kontanter er styrtdykket. Som en direkte konsekvens har banken valgt ikke at genåbne de sidste to fysiske kassefunktioner i banken i henholdsvis Risskov og Grenaa.

Coronakrisen har medført nogle af de største ændringer i forbrugeradfærd, som nogensinde er set. I løbet af det seneste år er indgroede vaner blevet ændret fra den ene dag til den anden.

En meget væsentlig ændring, som vi har oplevet er, at brugen af kontanter er styrtdykket. Vi så tendensen allerede før coronakrisen, men siden marts 2020 har udviklingen været meget overvældende. Det har naturligvis været en væsentlig faktor, at butikker og andre virksomheder har frabedt sig kontanter og i stedet bedt kunder om at anvende kort- og mobilbetaling. Det har kunderne i den grad taget til sig, og vi er her i Djurslands Bank af den klare overbevisning, at det er kommet for at blive.

Som en direkte konsekvens af ovenstående har vi valgt ikke at genåbne de sidste to fysiske kassefunktioner i banken - i henholdsvis Risskov og Grenaa. Kasserne har været lukkede i en stor del af tiden, siden corona tog sit indtog i samfundet, og de vil som nævnt ikke genåbne.

Hvordan håndterer du kontanter fremover, hvis du har brug for det?

  • Der er pengeautomater ved alle bankens 14 fysiske filialer, hvor du både kan hæve og indsætte danske kroner og Euro.
  • Der er mønttællere i næsten alle bankens filialer, hvor du kan aflevere mønter og få dem indsat på din konto.
  • Du kan købe møntruller via bankens hjemmeside.
  • Du kan bestille valuta via bankens hjemmeside.

Det er en væsentlig fordel ved vores pengeautomater, at de er åbne hele døgnet, alle ugens dage og hele året rundt.

Vi er i Djurslands Bank opmærksomme på, at der fortsat er enkelte af vores kunder, der har det bedst med at bruge kontanter og som måske stadigvæk ikke er helt dus med at anvende pengeautomaten. I det omfang man ønsker det, kan vi naturligvis være behjælpelige med at vise, hvordan man bruger automaten.

Du kan orientere dig her på hjemmesiden under ”Selvbetjening”, og derudover henviser vi til ”Spørgsmål og svar”, hvor du kan finde svar på mange spørgsmål.