Logo

Svindeltyve udnytter corona

18. August 2020

Svindeltyve går helt bevidst efter ældre mennesker og forsøger at lokke dem til at udlevere deres NemID. Der er senest set eksempler på, at man kan blive ringet op af ”Seruminstituttet”, som beder om at få oplyst NemID for at kunne hjælpe med en corona-test. Udlevér aldrig dit NemID til andre!

Det er desværre ikke et særsyn, at specielt ældre mennesker bliver ringet op af personer, som udgiver sig for at være enten bankrådgiver, fra Nets, fra politiet – eller som noget nyt – fra Seruminstituttet. Her er der eksempler på, at kunder er blevet ringet op og skal oplyse NemID, så de kan hjælpe med ”noget, der vedrører corona”. Andre eksempler er, at der sendes SMS eller mail, der opfordrer til at uploade billede af sit NemID nøglekort og oplyse sin kode til NemID.

- Det er trist at opleve, at nogle svindlere på denne måde udnytter en utryghed og forsøger at lokke NemID ud af folk. På den måde forsøger svindleren at få adgang til personens bankkonto samt optage kviklån i personens navn, fortæller IT-administrator i Djurslands Bank, Martin Kragbæk og oplyser, at der har været flere eksempler på denne fremgangsmåde hen over sommeren, hvor corona-usikkerheden er blusset op.

Der er fortsat en stigende tendens til, at det er bankens ældste kunder, som er udsat for svindelforsøg.

- Vi opfordrer endnu engang alle – børn som børnebørn – til at hjælpe jeres ældre i familien. Fortæl dem, at de aldrig må udlevere deres NemID til andre. Hvis de er i tvivl, så skal de lægge røret på, lyder det fra IT-administratoren.

NemID nøgleapp er nem at bruge

Der er ikke forskel på sikkerheden, om du bruger et NemID nøglekort eller NemID nøgleapp. Men en af de store fordele ved NemID nøgleapp er, at du aldrig mangler koder. Du skal altid ikke vente på, at et nyt nøglekort bliver sendt med posten.

- Ved at bruge NemID nøgleapp på din smartphone eller måske iPad er du faktisk heller ikke så eksponeret for svindelforsøg, da koden først genereres, når du skal bruge den til et faktisk formål. Du kan ved godkendelsen desuden se, hvem du er ved at godkende noget hos, siger Martin Kragbæk.

Du henter NemID nøgleapp på hhv. App Store og Google Play, hvor du normalt henter apps til din telefon. Du kan læse mere på nemid.nu. Spørg gerne din rådgiver til råds, hvis du har brug for hjælp.