Logo

Pas på opkald fra svindlere

12. November 2020

Svindlere går bevidst efter at få bankkunder til at udlevere deres NemID. Der er hyppige eksempler på, at svindlere ringer op fra ”bankens nummer”, så det hos kunden ser ud som om, at der bliver ringet fra bankens telefonnummer. Hvis du er i tvivl, så læg på og ring tilbage til det nummer, som du kender fra banken.

Vi ser jævnligt nye måder, hvor svindlere forsøger at franarre folk deres NemID. En af måderne kan foregå ved, at en svindler ringer op til en af bankens kunder – og hvor det ser ud som om, at opkaldet sker fra bankens telefonnummer.

- Det er desværre ikke et særsyn, at svindlere på forskellig vis forsøger at franarre folk deres NemID. En af måderne, som vi har nylige eksempler på, er ved opringninger, hvor det ser ud som om, at der bliver ringet op fra bankens nummer. Er du det mindste i tvivl, som sig til personen, at du vil ringe tilbage til banken, lyder det fra IT-chef i Djurslands Bank, Daniél Llobel.

Gode råd:

- Vær kritisk. Hvis du på nogen måde er i tvivl om, hvorvidt det ER din rådgiver, der ringer – eller en anden medarbejder i banken – så sig, at du vil ringe tilbage.
- Husk at du aldrig må udlevere dit NemID til andre. Banken vil aldrig bede om dine personlige NemID-oplysninger i telefonen.

NemID nøgleapp er nem at bruge

Der er ikke forskel på sikkerheden, om du bruger et NemID nøglekort eller NemID nøgleapp. Men en af de store fordele ved NemID nøgleapp er, at du aldrig mangler koder. Du skal altid ikke vente på, at et nyt nøglekort bliver sendt med posten.

- Ved at bruge NemID nøgleapp på din smartphone eller måske iPad er du ikke så eksponeret for svindelforsøg, da koden først genereres, når du skal bruge den til et faktisk formål. Du kan ved godkendelsen desuden se, hvem du er ved at godkende noget hos, lyder det fra Djurslands Bank.

Du henter NemID nøgleapp på hhv. App Store og Google Play, hvor du normalt henter apps til din telefon. Du kan læse mere på nemid.nu.

Spørg gerne din rådgiver til råds, hvis du har brug for hjælp.