Ny kreditdirektør i Djurslands Bank

Helle Møller Albrecht er pr. 1. oktober ansat som kreditdirektør i Djurslands Bank. Hun afløser Mogens P. Nielsen, som går på pension 31. oktober.

Kredit- og underdirektør i Djurslands Bank, Mogens P. Nielsen, slutter 31. oktober sit arbejdsliv i Djurslands Bank. Mogens har haft ansvaret for kreditområdet i Djurslands Bank siden 1993, hvor han blev ansat i banken som kreditchef.

- Mogens har gennem mere end 25 år haft en sikker hånd på bankens kreditgivning og har medvirket til at opbygge en sund og stærk kreditkultur. Jeg er naturligvis ked af, at han nu forlader Djurslands Bank, men han går absolut på en velfortjent pension, siger bankdirektør Lars Møller Kristensen.
 
Til at afløse Mogens P. Nielsen har banken ansat Helle Møller Albrecht, som kommer fra en stilling som kreditchef i region Nord- og Midtjylland hos Nykredit. Hun har tidligere erfaring som erhvervskundechef hos Nykredit i Aarhus, ligesom hun har været leder af flere koordinerende funktioner i Nykredit med fokus på forretningsudvikling.

- Helle har stærke erhvervs- og kreditmæssige kvalifikationer og er samtidig fokuseret på udviklingsprocesser. Hun vil helt sikkert kunne bidrage til at udvikle banken i en fremtidig foranderlig verden, hvor effektive kreditprocesser i endnu højere grad vil komme i fokus, siger Lars Møller Kristensen.
   
Djurslands Bank inviterer til frokostreception 31. oktober klokken 12-15 i Djurslands Bank, Torvet 5, Grenaa. Her vil der være mulighed for at hilse på både Mogens og Helle.