Djurslands Bank åbner i Randers

Med en nyåbnet afdeling i Randers satser Djurslands Bank på at ramme en stor kundegruppe, som vil have en lokal rådgiver og en bank i øjenhøjde.

Håndværkerne har været i gang hele sommeren for at gøre Djurslands Banks nye lokaler i Randers klar til åbning. Mandag 20. august åbnes dørene for byens borgere, som nu får et nyt alternativ til de andre pengeinstitutter i byen. 

Vi har glædet os utroligt meget til at åbne dørene op. Vi har selvfølgelig været i gang i et stykke tid med at forberede os, så vi er godt klædt på til at møde Randers, fortæller områdedirektør Peter Møller, som ud over ansvaret for bankens Område Djursland er daglig leder for den nye afdeling i Randers. 

Områdedirektøren har sammensat et team af lokalkendte rådgivere, som kommer fra andre pengeinstitutter i Randers, og en række rådgivere som har erfaring fra andre af Djurslands Banks afdelinger. 

Jeg er meget stolt af vores team, hvor vi fra dag 1 kan tilbyde både kompetent privat- og erhvervsrådgivning. Dét at vi har en lang række rådgivere, som kender Randers og lokalsamfundet, er faktisk et krav fra min og bankens side; vi tror på, at det er med til at skabe det helt nødvendige tillidsforhold mellem kunde og bank, hvilket er med til at give værdi for den enkelte, siger Peter Møller og tilføjer:

Det gode tillidsforhold er jo også afgørende, når vi hurtigt kan bevillige fx lån til projekter, som andre ville sige nej til. 

Fotokunst i mødelokaler

I Djurslands Banks nye lokaler på Østervold 43 vil besøgende hurtigt bemærke, at vægudsmykningen ikke er helt traditionelle bybilleder. Den lokale fotograf Pernille Bering har med et kreativt fotoprojekt udsmykket samtlige lokaler i banken i både stueplan og førstesal. 

Det er blevet rigtigt flot, og de humoristiske billeder giver allerede nu anledning til en snak og et smil. Som gammel fodboldspiller kan jeg nu hver eneste dag nyde et flot billede fra Randers Stadion på mit eget kontor, og jeg er også ret sikker på, at de mange forskellige billeder i mødelokalerne vil give anledning til en lille snak om andet end penge, fortæller områdedirektøren med et smil.

Djurslands Bank markerer sit indtog i Randers med en stor åbningsfest for byens borgere fredag 28. september. Det kommer til at foregå på Østervold 43 foran bankens lokaler.