Logo

Ny bankdirektør i Djurslands Bank

10. November 2022

Sigurd Linde Simmelsgaard tiltræder som ny bankdirektør i Djurslands Bank. Lars Møller Kristensen fratræder dermed sin stilling for at gå på pension i juni 2023.

Som tidligere udmeldt har bankdirektør Lars Møller Kristensen i Djurslands Bank valgt at gå på pension i 2023, og der er nu sat navn på hans afløser:

Djurslands Bank har pr. 1. april 2023 ansat 52-årige Sigurd Linde Simmelsgaard som bankdirektør og medlem af bankens direktion.

Frem til 1. juni 2023 vil Sigurd Linde Simmelsgaard udgøre en tomandsdirektion med administrerende direktør Lars Møller Kristensen.

Fra 1. juni 2023 overtager Sigurd stillingen som administrerende direktør, hvorefter Lars Møller Kristensen, efter 20 år i Djurslands Bank, afvikler sine sidste opgaver og fratræder sin stilling 30. juni.

Ny direktør med stor ledelseserfaring

Det bliver en ny bankdirektør med stor ledelseserfaring fra den finansielle sektor, som overtager posten som bankdirektør i Djurslands Bank. Sigurd Linde Simmelsgaard kommer fra en stilling som områdedirektør for kreditområdet i Sparekassen Kronjylland, hvor han også er medlem af den øverste ledelse.

Han har tidligere haft forskellige lederstillinger i Sydbank og har uddannelsesmæssigt en HD i regnskab og finansiering, CBA fra AVT Business School og en Master i Ledelse fra Finanssektorens Uddannelsescenter.

Der vil på et senere tidspunkt blive annonceret en farvel- og goddag-reception for såvel den afgående som den nye bankdirektør i Djurslands Bank.

img
Sigurd Linde Simmelsgaard

For yderligere information eller supplerende kommentarer:

Formand for bestyrelsen, Ejner Søby, 2949 0416