To ud af tre parcelhusejere kan spare penge ved at energirenovere deres bolig

Hvem vil ikke gerne have både en lavere varmeregning og et bedre indeklima? Djurslands Bank anbefaler, at man som boligejer undersøger, hvad der kan betale sig – især hvis du bor i et ældre hus. Mange boligejere er nemlig ikke helt klar over gevinsten ved at investere i en energiforbedring af deres hus.

For mange boligejere kan der være en gevinst ved energirenovering, fortæller boligkonsulent Tina Klausen fra Djurslands Bank. Hun står her ved et byhus fra 1919 på Bredgade i Grenaa, som vil være en bolig, hvor der kan være et potentiale – og det gælder både med tanke på pengepungen og indeklimaet.

For mange husejere kan det være en god idé at få tjekket mulighederne for en eventuel energirenovering. Ifølge Totalkredits beregninger kan det dreje sig om hele to ud af tre parcelhusejere, som kan spare penge ved at energirenovere deres bolig, og de har derfor lavet en nem og tilgængelig Energiberegner, hvor man kan få en indikation af potentialet ved en energirenovering. Djurslands Bank anbefaler boligejere at prøve Energiberegneren og på den måde tage ”temperaturen” på mulighederne.

- Vi vil rigtigt gerne hjælpe vores kunder med at finde de mest optimale løsninger, og det gælder naturligvis også muligheden for at spare penge ved at energioptimere deres bolig – og muligheden for at få et langt bedre indeklima. Vi opfordrer derfor alle, som bor i egen bolig, til at prøve Totalkredits Energiberegner, siger boligkonsulent Tina Klausen fra Djurslands Bank.

Beregneren fungerer på den måde, at du blot indtaster din adresse. Derefter kommer der nogle oplysninger på boligen og et forslag til forbedringsforslag.

- Jeg tror, at mange boligejere holder sig tilbage for at undersøge, hvad der kan lade sig gøre – og ikke mindst – hvad den årlige besparelse ved en energiforbedring kan være. Ved at bruge Energiberegneren kan du nemt og hurtigt få vished og nogle ideer til, hvad der kan være relevant at overveje lige netop for dit hus, forklarer Tina Klausen.

Bedre indeklima og komfort

Energiforbedringer kan, ud over at give en kontant besparelse, gøre noget godt for både indeklima og komfort i dit hus – ligesom man kan være med til at gøre noget godt for miljøet.

- Vi ønsker for vores kunder, at de har det godt i deres bolig, så det er selvfølgelig også en god grund til at tage temperaturen på, hvad der er muligt for den enkelte, siger boligkonsulenten og fortsætter:
- Mange boligejere tænker faktisk heller ikke over, at de ikke nødvendigvis behøver at have penge op af lommen for at energirenovere deres hus. Rigtigt mange har en friværdi i deres bolig, så derfor kan det være en god idé at tage en snak med sin rådgiver om muligheden for at finansiere en energirenovering eventuelt i forbindelse med omlægning af et realkreditlån.

Totalkredits Energiberegner findes på Djurslands Banks hjemmeside og tager udgangspunkt i husets energimærke og offentlige tilgængelige data.