Hospitalsklovnene i Randers får donation på 17.000 kroner

Som vinder af CSR-mesterskaberne i Randers Festuge donerer Djurslands Bank, på vegne af i alt 17 virksomheder med et stort CSR fokus, 17.000 kroner til De Danske Hospitalsklovne i Randers.

Det blev Djurslands Banks Randers-team, der trak det længste strå i dysten på Justesens Plæne i Randers Festuge. Med en sejr over de 16 andre deltagende virksomheder vandt banken retten til at forære hele 17.000 kroner til et godt formål i lokalområdet.

- Det var helt fantastisk at vinde over byens andre virksomheder. Vi havde en rigtig sjov oplevelse – og så kan vi selvfølgelig kun være meget glade for at trække sejren med hjem, fortæller erhvervsrådgiver Kathrine Fisker fra Djurslands Bank.

Sejren betød, at Djurslands Bank nu har overrakt 17.000 kroner til De Danske Hospitalsklovne i Randers. Hospitalsklovnene Termo Meter og Kringle tog imod pengene, da erhvervsrådgiver Kathrine Fisker kom på besøg.

- Som lokal bank her i Randers vil vi gerne være med til at gøre en forskel for klovnenes arbejde i Randers. De gør en kæmpe og meget vigtig indsats for de indlagte børn og deres familier – og det store arbejde vil vi gerne være med til at bakke op om, siger Kathrine Fisker.

Djurslands Bank havde på forhånd valgt, at gevinsten skulle gå til De Danske Hospitalsklovne, hvis banken skulle være så heldig at vinde.

Fokus på FN’s 17 verdensmål

Med fokus på FN’s 17 verdensmål var der i Randers Festuge lagt op til den helt store dyst mellem i alt 17 lokale virksomheder. De 17 virksomheder betalte hver 1.700 kroner for at være med, hvoraf de 1.000 kroner gik direkte til præmien – nemlig 17.000 kroner, der skulle gives til et godt formål i lokalområdet.

CSR-mesterskaberne i Randers blev arrangeret af Randers Kommune.