Giv aldrig dine koder til andre

Digitale tyverier er desværre ikke unormalt, og et stigende antal danskere oplever at blive udsat for svindel. Du kan selv – med få huskeregler - undgå at blive det næste offer.

Der dukker hele tiden nye måder op på, hvordan svindlere forsøger at lokke penge ud af andre.

-    Vi ser desværre også her i Djurslands Bank, at nogle af vores kunder bliver franarret koder, så de uforvarende giver kriminelle adgang til deres NetBank eller MobilBank, siger it-administrator Martin Kragbæk.

En af de åbenlyse metoder, som kriminelle benytter sig af, handler om at få fat i bankkundens NemID.

-    Dette er en metode, som vi nu har set gentagne gange: En person ringer til offeret og siger, at han ringer fra banken – og at han har brug for kundens NemID for at hjælpe med fx en overførsel. Vi kan kun gentage: Banken ringer aldrig til sine kunder for at bede om koder. Læg røret på, hvis du får sådan et opkald, siger Martin Kragbæk.

Hverken bank eller politi vil bede om koder fra dit NemID nøglekort eller SMS-kode fra din telefon. Hvis du bliver udsat for en sådan forespørgsel, så læg røret på. Er du det mindste i tvivl, er du altid meget velkommen til at kontakte din rådgiver ved selv at ringe op.