Markant Risskov-direktør forfremmes

Djurslands Bank styrker sin regionale ledelse med udnævnelsen af Peter Bredal som områdedirektør for Aarhus-området. Banken cementerer således en decentralisering af bankens topledelse og sætter endnu skarpere kurs mod erhvervskunderne

Djurslands Bank har udnævnt Peter Bredal (til højre) som områdedirektør for Område Aarhus. Til venstre ses bankdirektør Lars Møller Kristensen.

12. marts 2018

Det er en erfaren håndboldskikkelse, der har taget imod udfordringen om at blive områdedirektør for Djurslands Banks filialnet i Aarhus-området. Peter Bredal har i mange år, sideløbende med sin erhvervskarriere, været involveret i håndbold på topplan – blandt andet som assistenttræner og sportschef for Århus Håndbold.

De sportslige ambitioner har han langt fra lagt på hylden, men lige nu gælder det et kraftigt fokus på den regionale styrkelse af Djurslands Bank.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til at stå i spidsen for alle filialerne i Område Aarhus. Konkurrencen om kunderne bliver ikke mindre, så det er utroligt vigtigt, at vi også i ledelsen er til stede der, hvor kunderne er, siger Peter Bredal.

Peter Bredal bor selv i Risskov og har siden 2003 været afdelingsdirektør for først filialen i Risskov og siden også Tilst, Lystrup og Løgten-Skødstrup.

Fokus på erhvervsvirksomheder

Djurslands Bank er kendt af mange som en lokal bank med rødder solidt plantet på Djursland. Det lokale islæt ændres der ikke ved, men i takt med bankens vækststrategi bliver der nu fokuseret meget på udvidelse af erhvervsaktiviteterne i Aarhus-området samt åbningen af en ny filial i Randers til efteråret.

- Vi er en moderne lokalbank, og udvidelse af både vores erhvervssatsning samt markedsområde er en helt naturlig udvikling. Med udnævnelsen af Peter Bredal som områdedirektør for Aarhus-området flytter vi en del af bankens topledelse tættere på kunderne og skaber på den måde en mere dynamisk organisation, som skal være med til at understøtte Djurslands Banks fremtidige vækst, siger bankdirektør Lars Møller Kristensen.

Peter Bredal glæder sig til en planlagt udvidelse af banken på Nordre Strandvej i Risskov, hvor nabogrunden, den tidligere cykelhandler, skal inddrages.

- Som lokalbank har vi alle en stor berøringsflade med området, og der er ingen tvivl om, at vi VIL erhvervsvirksomhederne i Aarhus. Vi er tæt på kunderne og har en hurtig beslutningsproces – det er noget, som vi ved, at vores kunder sætter stor pris på, og så bliver det jo fantastisk med bedre forhold til at tage imod vores kunder, siger Peter Bredal.

Ud over Peter Bredal, som skal varetage Område Aarhus, bliver nuværende afdelingsdirektør i Auning, Peter Møller, ny områdedirektør for Område Djursland med domicil i bankens nye filial i Randers. Til at varetage Område Grenaa søger banken en ny områdedirektør, som skal have bopæl i Grenaa.

Ændringen og udnævnelserne træder i kraft 1. april.