Spændende foredrag med Julius Mygind

Tag med til et yderst informativt foredrag med Julius Mygind, som allerede som ung teenager fik stoffer tæt ind på livet. Nu bruger han rigtigt meget af sin tid på at hjælpe andre unge med at bryde dårlige mønstre. Djurslands Bank inviterer alle interesserede til foredrag i Grenaa 18. september.

Julius Mygind var blot en ung knægt på 14 år, da han begyndte at ryge hash, og i flere år eksperimenterede han med både kokain, amfetamin, ecstasy og MDMA.
Nu tager han ud og holder foredrag for på den måde at hjælpe andre unge – og deres forældre – med at bryde dårlige mønstre.

Hans forældre, Lise Mühlhausen og skuespiller Peter Mygind, kæmpede for at få deres søn til at indse, at han var misbruger og hjælpe ham ud af afhængigheden. Det lykkedes til sidst – og i dag, ni år efter, at Julius Mygind droppede stofferne, hjælper den 27-årige i dag andre unge, der er endt i et misbrug.

Julius taler direkte til de unge

Når Julius Mygind tager rundt og holder foredrag er det både for at tale til de unge og til forældrene. Med overskrifterne ”Hvordan kan vi støtte vores unge til at blive den bedste udgave af dem selv?” og ”Unge og stoffer – vejen ind og ud af et misbrug” så sætter Julius skarpt fokus på nogle af de problemstillinger, som unge mennesker risikerer at blive stillet overfor.

Djurslands Bank inviterer alle – både kunder i banken og andre interesserede – til foredrag onsdag 18. september klokken 19. Det foregår i Pavillonen, Kærvej 11, 8500 Grenaa. Billetpris: 25 kroner. Du kan bytte billetten til en sodavand i baren.

Tilmelding her

Samarbejde med Natteravnene

Djurslands Bank indgik i foråret 2019 et samarbejde med Natteravnene; det sociale projekt som er kendt for deres gule jakker og store indsats i nattelivet. Her er de ved deres synlighed tilgængelige for unge mennesker og er på den måde med til at skabe tryghed i nattelivet.

Læs om Djurslands Banks donation til Natteravnene

Til foredraget 18. september vil Natteravnene fra Østjylland også være til stede og svarer gerne på spørgsmål.