Finanselev i Djurslands Bank

Bliv finanselev i Djurslands Bank – så giver vi dig en uddannelse op til og med bachelor-niveau med løn hele vejen.

Vil du være finanselev i Djurslands Bank?

Når vi søger elever, vil det fremgå under vores ledige stillinger – se her.

Ansvar og løn fra dag 1

Klar til at tage fat? Vi har både små… og store udfordringer klar til dig.

Vi er et team

Helt fra starten vil du få ansvar for dine egne opgaver...

... og dette ansvar vil vokse over tid i takt med din udvikling – du er en del af teamet i afdelingen og har sammen med dine kolleger ansvaret for, at teamet når sine mål. Når du selv er klar til det, vil du så småt begynde at få dine egne kunder og holde kundemøder selv – selvfølgelig med opbakning og sparring fra dit team. I Djurslands Bank tror vi nemlig på, at man lærer bedst ved selv at prøve i praksis – det gælder både i systemerne og over for kunderne.

Finanselev i Djurslands Bank

Bliv en del af et godt team

To år med fuld fart frem – og med fokus på netop din udvikling

Tæt samarbejde mellem dig og din afdeling

Finansuddannelsen omfatter rigtig meget læring i praksis – primært i din egen afdeling, men også via uddannelsesdage hos nogle af bankens specialist-funktioner på hovedkontoret i Grenaa. Samtidig følger du finansuddannelsen via Finanssektorens Uddannelsescenter. Du er i skole godt 50 dage fordelt over de to år og afslutter uddannelsen med en fagprøve og eksamen. Finansuddannelsen er en offentlig anerkendt uddannelse, der giver dig adgang til offentlige efter- og videreuddannelser.

For at sikre, at dagligdagen i afdelingen, og de ting du lærer på skolen, går op i en højere enhed, får du tilknyttet en fast mentor i afdelingen. En mentor som har fokus på netop din udvikling. Samtidig vil du flere gange i løbet af din uddannelse deltage i elev-udviklingssamtaler med din mentor og din nærmeste leder. Endelig har du også en uddannelsesansvarlig i bankens HR-afdeling, som koordinerer hele din uddannelse og følger op på, at din udvikling går den rigtige vej.

Et typisk forløb for dig som finanselev i Djurslands Bank er, at du er i en kundeafdeling det første elevår, hvorefter du skifter til en anden kundeafdeling i andet elevår. Selvom vi er én bank, er vores afdelinger forskellige, og det giver dig derfor den bedste læring at prøve kræfter med to forskellige afdelinger, hvor kolleger og kunder ikke er de samme.

Fra elev til HD 2. del… du bestemmer, hvor langt du vil gå

Efter endt elevuddannelse forventer vi, at du fortsætter på Akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning via Erhvervsakademiet. Det er en tre-årig deltidsuddannelse, som giver dig det samme teoretiske niveau som fx en finansøkonom. Herudover forventer vi, at du gennemfører uddannelsen ”Den Kompetente Rådgiver” via Finanssektorens Uddannelsescenter. Tilsammen vil de to uddannelser gøre dig i stand til at arbejde professionelt som finansrådgiver.


Med Akademiuddannelsen i bagagen får du desuden adgang til HD 2. del i Finansiel Rådgivning – samt de øvrige retninger på HD 2. del som fx Finansiering eller Organisation og Ledelse. Hvis du selv ønsker at gennemføre en HD, vil vi både finansiere dit studium og give dig opbakning til at gennemføre det. En HD 2. del ligger på niveau med en bacheloruddannelse.

Din arbejdsplads

UngBank – også et socialt netværk på tværs

I Djurslands Bank har vi en bank i banken, som vi kalder UngBank. Det er her, vi samler rådgivningen af vores unge kunder og de gode erfaringer med både at tiltrække og fastholde bankens unge kunder. Som finanselev og kommende ung rådgiver vil du typisk indgå i UngBank, når du begynder at få dine egne kunder. Her bliver du også en del af det sociale fællesskab på tværs af bankens unge medarbejdere. Geografisk er UngBank-rådgivere placeret rundt i bankens forskellige afdelinger, men mødes på tværs både fysisk og virtuelt. Et af årets højdepunkter i UngBank er den årlige UngBank-tur, hvor I mødes uden for banken og laver noget sjovt sammen.

Sammen er vi sunde og stærke

Du bliver en del af en sund arbejdsplads med tilfredse kolleger, hvilket i 2016 resulterede i en 9. plads på listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser. En sund virksomhed, hvor medarbejderne i det enkelte team løfter i flok og sammen skaber positive resultater. Derfor vil vi stille krav til dig og udfordre dig både personligt og fagligt. Men du kan også forvente, at din uddannelse i Djurslands Bank er velstruktureret.

En af bankens målsætninger er, at vi møder udfordringer med et smil, at vi alle bidrager til en god stemning og skaber resultaterne i fællesskab. Det betyder, at du aldrig behøver at være alene med udfordringerne, og at du kan få den støtte og vejledning, du har behov for.

Din økonomi

Som finanselev får du både løn og betalt uddannelse. En finanselev tjener ca. kr. 15.600 om måneden i første elevår og ca. kr. 17.000 om måneden i andet elevår. Efter endt finansuddannelse stiger du til ca. kr. 28.500 om måneden og vil fortsætte med at stige hvert år de næste mange år. Herudover får du selvfølgelig de samme favorable medarbejdervilkår som alle øvrige medarbejdere i banken. Se nærmere i vores folder om Medarbejdergoder, som du finder her på hjemmesiden.